Fogh fordømmer hærværk på muslimsk gravplads

En muslimsk gravplads ved Esbjerg er blevet udsat for groft hærværk. Anders Fogh fordømmer gravskændingen.

25 gravsteder på muslimsk gravplads ved Esbjerg udsat for hærværk af ukendte gerningsmænd. (Foto: © Uffe Bølling, Scanpix)

Statsminister Anders Fogh Rasmussen beklager weekendens grove hærværk på den muslimske kirkegård ved Esbjerg.

Flere gravstensplader var knust. (Foto: © Uffe Bølling, Scanpix)

- Jeg fordømmer på det kraftigste denne skændige handling, og jeg beklager dybt, at muslimske grave er blevet skændet, siger Fogh Rasmussen i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at han fordømmer "enhver udtalelse, handling eller tilkendegivelse, som har til hensigt at såre mennesker på baggrund af deres religion eller etniske baggrund".

25 gravsteder skændet

Gerningsmændene er gået systematisk til værks og har skændet halvdelen af de i alt 50 gravsteder på den muslimske gravplads Gravlunden, som ligger i forbindelse med kirkegården i Sædding ved Esbjerg.

Hærværket er gået ud over cirka 25 gravsteder, hvor der er enten er væltet eller knust gravsten, nedsparket andre af træ eller ødelagt andet såsom holdere til stearinlys og blomster, fortæller vicepolitikommissær Anders Hansen fra Esbjerg Politi til DR Nyheder Online.

Kun muslimske gravsteder

Der er ikke øvet hærværk på nogen gravsteder på den øvrige del af kirkegården, som rummer ikke muslimske gravsteder.

Hærværket menes at have fundet sted natten til søndag, da vidner har fortalt politiet, at alle gravsteder var intakte lørdag.

Politiet har ingen spor af gerningsmændene.

- Vi har taget et par dækaftryk, men ellers har vi intet at gå efter. Det ser ud som om, hærværket er begået med de bare hænder. Der er ikke efterladt nogen spor af værktøj eller lignende, siger Anders Hansen.