Manglende accept og uvidenhed om islam kendetegner ofte de unge, der vælger at blive islamiske ekstremister. Én ting er i hvert fald sikker - de unges holdninger er ikke et udtryk for, at de er blevet mere religiøse.
Det er erfaringen hos foreningen Muslimer i Dialog, som møder de unge ved debatmøder.
Finder ny identitet
Talsmand, cand.polit. Zubair Butt Hussain, mener, at det handler mere om, at de unge forgæves har søgt at blive accepteret af det omgivende samfund.
- Deres holdninger er ikke udtryk for, at de er blevet mere religiøse, men mere for at de har fundet en ny identitet. De har måske deltaget i alle sociale arrangementer med venner og klassekammerater, men alligevel aldrig følt sig rigtig accepteret, siger Zubair Butt Hussain.
Vigtigt ikke støde de unge bort
Det bliver de hos de religiøse ekstremistgrupper. Men i virkeligheden ved de unge ifølge Zubair Butt Hussain ikke ret meget om islam.
- Når de åbner munden, falder de ret hurtigt igennem, fordi deres identitet som muslim ikke er fasttømret, men mere en identitet, som de påtager, fordi de vil accepteres af en gruppe, siger Zubair Butt Hussain.
Det er derfor vigtigt, at det danske muslimske miljø ikke støder disse unge fra sig, for så bliver de først rigtig bekræftet i, at ingen vil dem, siger han.
De fire, der er sigtet for terrorvirksomhed, var unge mellem 16 og 20 år, heraf en fra København.