Mistænkelig rygsæk var uskadelig

Politiet kunne kort før klokken halv et natten til fredag afblæse bombeoperationen på Hovedbanegården. Den efterladte rygsæk viste sig at være uskadelig. Al Togdrift til og fra fra Hovedbanegården i København var indstillet i seks timer.

Politiet valgte torsdag aften at evakuere hele Hovedbanegården. Efter seks timer kunne alarmen afblæses. Den lille rygsæk indeholdt vaskepulver. (Foto: © Carl Redhead)

Politiet kunne kort før klokken halv et natten til fredag afblæse bombeoperationen på Hovedbanegården. Den efterladte rygsæk viste sig at være uskadelig. Ifølge de første meldinger indeholdt rygsækken en metalæske med sæbespåner, oplyser den centrale vagtleder på Politigården.

Politiet havde tidligere på aftenen evakueret Københavns Hovedbanegård. Og al Togdrift til og fra fra Hovedbanegården i København var indstillet i seks timer på grund af den mistænkelige rygsæk.

En gennemlysning med røntgen viste nogle ledninger, en metalgenstand og en ubestemmelig masse, som gjorde ingen turde chancer med rygsækken.

Vesterbrogade afspærret

Samtidig blev flere eksperter tilkaldt, blandt andet kemikere fra Beredskabsstyrelsen. De skulle vurdere, om der var kemiske stoffer i rygsækken.

Flere hundrede ventede udenfor stationen, mens politi, redningsfolk og bombeeksperter gjorde sig klar til at fjerne den mistænkelige genstand.

Hele Vesterbrogade blev afspærret foran banegården, så ingen kunne komme i nærheden af banegraven, og på bagsiden var trafikken afvist helt ude ved stationen Dybbølsbro.

Måske efterladt med vilje

- Vi skal nu gå rygsækken igennem for fingeraftryk og se på overvågningskameraer for at finde ud af, om der er nogen, der har efterladt den med vilje. Det er nærliggende at tro, at nogen har gjort det for at opskræmme befolkningen og myndighederne, siger kriminalpolitiets centrale vagtleder ved Københavns Politi, Pia Fenger.

Politiet har tidligere oplevet lignende situationer på Hovedbanegården, men torsdagens aktion blev langt mere omfattende end de tidligere.

- Det var fordi, vi ikke kunne genkende det vi så i tasken som en del af normalbilledet. Den beholder, vi undersøgte, var ikke en termokande eller lignende, vi kunne genkende, siger Pia Fenger.