Båndene fra ni hvide sløjfer blafrer i vinden. Én sløjfe for hvert af de liv, der blev taget, da en ung hvid mand begyndte at skyde om sig i en kirke i Charleston i South Carolina onsdag aften.
En 21-årig mand er blevet anholdt - mistænkt for at være skyld i blodbadet. Ifølge lokalt politi nærer han et dybt had til den afro-amerikanske befolkning. Inden han åbnede ild mod den sagesløse menighed, sagde han ifølge vidner: "Jeg er nødt til at gøre det. I voldtager vores kvinder og overtager landet. Det må stoppes".
Den unge mand havde i en time siddet stille under et bibelmøde i kirken, hvor menigheden primært består af sorte. Efter en times tid rejste han sig op og begyndte at skyde.
Tre mennesker overlevede skuddramaet, der har fået en række amerikanske politikere til at reagere på både den amerikanske befolknings adgang til våben og racehadet, der stadig hersker.
Foran kirken i Charleston hænger de hvide sløjfer på stakittet, og foran det ligger blomster, og der står tændte lys, mens folk bærer skilte med anti-racistiske budskaber.
Se billederne fra Charleston i billedserien ovenfor.