- De siger "ofr dig selv sammen med os. Du kæmper for en retfærdig sag". Men i virkeligheden vil du opleve helvede på jord og dø alene langt hjemmefra.
Sådan står der med store bogstaver henover billeder af tungt bevæbnede islamistiske krigere i en ny anti-jihad oplysningsvideo, som den franske regering står bag.
I den knap to minutter lange video skifter billederne mellem glade børn og sejrende jihadister og billeder af korsfæstede kroppe, lig der bliver trukket efter en lastbil og personer, der smides ud fra en klippe.
Imens er baggrundsmusikken blevet skinger og charmen ved Islamisk Stat suget ud af videoen. De barske scener vises i en skarp og dyster sort-hvid.
Den franske regering har sendt videoen ud på diverse sociale medier tre uger efter terrorangrebene i Paris, der blandt andet ramte satiremagasinet Charlie Hebdo, og som kostede i alt 17 personer livet.
Den skal chokere unge, der er sårbare over for islamistisk propaganda, lyder forklaringen, og er en del af en hel videokampagne.
- Vi vil udsende denne video bredt på de sociale medier for at nå det maksimale antal sårbare unge med vores opfordringer. Vi håber, det vil chokere dem, siger chefen for den franske regerings kommunikationsafdeling til AFP.
Den franske regering har i månedsvis prøvet at tage kampen op mod det, den kalder "terrorist-propaganda på internettet".
Og nu har de dødelige angreb sat endnu mere fokus på truslen fra hjemmedyrkede jihadister, hvoraf mange suges ind over internettet.
Mere end 1000 franskmænd er draget i krig i Syrien eller Irak - eller har planer om det.
Og de franske myndigheder mener, at 80 procent af dem, der rejser til Syrien, er blevet rekrutteret via internettet. Derfor bliver kampagnen generelt godt modtaget, siger Bjørn Willum, der er DR's medarbejder i Paris.
- Reklamefolk siger, det her måske kan virke. Om ikke andet er de her videoer, som har været i alle franske medier, noget, man kommer til at tale om, mener han.
Videoen bliver dog også mødt med kritik. Specielt i USA, hvor Frankrig har hentet inspiration til antiradikaliseringskampagnen.
- Nogle mener, at de er ineffektive, og at de i værste fald hjælper jihadister, fordi videoer giver dem en platform, hvor deres argumenter jo kommer frem, før man prøver at modsige dem, forklarer Bjørn Willum fra Paris.