Den 1. juli 2010 trådte en ny hundelov i kraft, hvor der blandt andet blev tilføjet 11 nye hunderacer til "Forbudsordningen mod visse hunderacer".
Det er nu to år siden, men ifølge Jyllands-Posten har stramningen ikke haft den ønskede effekt på antallet af bidske overfald.
Nye tal fra Odense Universitetshospital viser, at der i 2011 skete en mindre stigning i antallet af behandlinger efter hundebid på de danske skadestuer i forhold til årene før lovændringen.
4140 personer blev sidste år behandlet, hvilket er 200 - 500 flere end i årene tilbage til 2005.
I korte træk betyder hundeloven, at det efter 17. marts 2010 har været forbudt at anskaffe, overdrage/sælge eller avle de 13 racer på listen. Hundene må dog passes kortvarigt.
Der er dog undtagelse, hvis man før denne dato har haft selvstændig opdræt. Det må man fortsætte med frem til 30. juni 2015, men hvalpene må kun sælges til udlandet.
Det er fortsat tilladt at eje de 11 nye racer på listen, hvis de er anskaffet før 17. marts 2010.
Hunden skal i så fald altid have mundkurv på og føres i fast, kort snor på maks. 2 meter, når den færdes i det offentlige rum.