En 65-årig mandlig cyklist blev i går påkørt af en bil på Vejlevej i Kolding. To personer er efterfølgende blevet anholdt, oplyser Sydøstjyllands Politi til Ritzau.
Politiet mangler stadig bilen, som de to kørte i, og derfor søger man vidner, der har set en Audi A6 i farven sølv eller gråmetallisk, som formentlig har skader på fronten.
Ifølge vagtchefen gik en af personerne i bilen ud til cyklisten, efter han var blevet påkørt. Derefter kørte bilen i nordlig retning, men omstændighederne er uklare, lyder det.
- Vi er lidt udfordrede af, at vi ikke har bilen. Så vi kan kun undersøge cyklen og stedet, siger vagtchefen.
Den 65-årige er i kritisk tilstand. De pårørende er underrettet.